Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
januar 2000
Kulturens tipspenge: Fjern kulturens tipspenge
CulturCommentar:
Kulturen har ikke brug for særlige økonomiske hegnspæle, som er bundet op af spillemarkedets udvikling.
I begyndelsen var ... tipspengene rettet mod idræts- og kulturformål. Efterhånden som spillelysten blev større, kunne de oprindelige snævre formål ikke fastholdes og folketinget frigjorde bindingerne på pengenes anvendelse. I dag kan kulturministeriets tipspenge anvendes til hvad som helst, bare formålet er kulturelt.
Folketinget har i løbet af 90'erne taget konsekvensen af denne udvanding af formålet og brugt en større og større del af tipspengene til formål som egentlig ville høre ind under en finanslov - hvis der var penge nok. Store beløb aftales endda ved finanslovsforlig, som den efterhånden faste redningsplanke. Hvis offentligheden vælger at deltage i debatten om kulturens finanslov, gør man det uden at kende den joker, som kulturministeren har i baghånden: tipspengene.
Den politiske proces, både på Christiansborg og udenfor, ville være renere, hvis pengene blev prioriteret samtidigt.
Mange kulturinstitutioner har nydt godt af tipspengenes store vækst. Væksten har nemlig været betydeligt større end finanslovens kulturbudget.
Der er ikke i sig selv nogen politisk logik, at det skal være lettere at få tipspenge end andre penge. Og naturligvis vil kulturministeriet til enhver tid hævde, at tipsbevillingerne er udsat for samme tættekam som øvrige kulturbevillinger. Men udgangspunktet for den årlige budgetdebat er alligevel noget nemmere, hvis man har 25-30% budgetstigning end hvis man har finansministerens 2% sparekrav. I løbet af halvfemserne er tipspengene tidoblet, med store udsving mellem årene og en gennemsnitlig stigning på knapt 30% årligt. Nogle mener at dette er godt - for den der lever skjult, lever godt.
Måske. Konsekvensen er, at kulturens institutioner måles med en anden vægtstang ern øvrige offentlige initiativer. Det er næppe godt for demokratiet - og slet ikke, hvis man kan få indtryk af, at der er særlige hegnspæle om kulturen - og kun kulturen. Modreaktionen kan blive farlig.
Ville folketinget have afsat 70 mio (over fire år) til regionale kulturforsøg, hvis pengene skulle hentes ved den almindelige kulturpolitiske prioritering? Ville folketinget have afsat 3*20 mio til Kulturby 96? Spørgsmålene kan ikke besvares. Men tvivlen viser, at diskussionen er nødvendig.
Og hvad gør kulturinstitutionerne, hvis tipsmidlerne en dag bliver færre? Hvis udenlandske internet-spillesteder tager markedsandele? Eller hvis Staten sælger sin aktiekapital i Dansk Tipstjeneste (i forhold til andre offentlige salg, er tipstjenesten næppe den mest centrale offentligt ejede virksomhed).
Uanset mulige og umulige fremtidsscenarier ville kulturlivet være bedst tjent med at få pengene gennem den almindelige offentlige debat og lovproces. I Danmark er det i forvejen sjældent, at der er direkte sammenkædning mellem det offentliges indtægter og udgifter. Det kræver derfor en særlig begrundelse at en form for indtægter går til bestemte formål. Udviklingen i tipstjenestens aktiviter har fjernet enhver fornuftig begrundelse for, at kulturen skal nyde særligt godt af tipspengene.
